Emne

Youngtimer

centermotoriseret-toyota-mr2-fra-1985
BudgetKlassiker, Japansk

Centermotoriseret Toyota MR2 fra 1985

9. Juni 2015

Toyota manglede en ny sportsvogn i starten af 1980’erne, og ville skabe en bil der både var sjov at køre, men også nogenlunde benzinøkonomisk. Resultatet blev den lille MR2 fra 1984, som var stærkt inspireret af Fiat X1/9 og Lancia Beta Montecarlo fra 1970’erne. Toyota MR2 – med modelkoden AW11 – blev den første masseproducerede bil med centermotor fra en japansk producent. Med en lav egenvægt og en fantastisk 1,6 liters motor med 16 ventiler, to overliggende knastaksler og en ydelse på 124HK, var den både kvik og underholdende på kurvede veje. I dag er den en smule overset, og den er derfor en billig genvej til en særdeles velkørende vogn. Denne fremstår originalt med den fine tofarvede lakering, og ejeren nævner at den kører godt og er rustfri. Vi elsker centermotoriserede vogne med klaplygter, og mener en MR2 holder hele vejen. Find den her på dba.dk for kun kr. 33.000,-

velholdt-porsche-924-targa-fra-1985
BudgetKlassiker, På plader, Tysk

Velholdt Porsche 924 Targa fra 1985

4. Januar 2015

Da den helgalvaniserede 924 blev lanceret i 1976, mente mange at det ikke var en rigtig Porsche – men det var fordi de ikke havde kørt i den. Bilen havde godt nok motoren fra en Audi 100 placeret foran, og resten af teknikken var primært også baseret på dele fra VW og Audi. Men den solide motor var modificeret med bl.a. mekanisk indsprøjtning og ydede nu 125 HK, så bilen accelererede fra 0-100 km/t på 9,9 sekunder. Samtidigt havde ingeniørerne placeret gearkassen bag bagakslen, hvilket gav den en så perfekt vægtfordeling og handling, at hækmotoriserede Porsche-modeller burde være misundelige. Ejeren af denne sorte Targa nævner at den kører godt og er nysynet. Vi synes det er rigtigt meget Porsche for pengene, og kan ikke tro andet end at den stiger i værdi de kommende år. Find den her på dba.dk for kun kr. 31.000,-

tunet-lancia-a112-abarth-fra-1985
BudgetKlassiker, Italiensk, På plader

Tunet Lancia A112 Abarth fra 1985

30. november 2014

Italienske A112 blev markedsført som både Autobianchi og Lancia, og har altid bragt smilet frem – ikke mindst hos føreren. Den lille bil ligger fantastisk i svingene, og med en vægt på under 700 kilo føles motorens 42 HK af meget mere. Forestil dig så samme bil, men i Abarth-udgaven med 70 HK – den er ekstremt underholdende. Dette eksemplar fra 1985 er en af de sidste A112 Abarth, og er endda yderligere tunet, så den nu yder 100 HK. Ejeren nævner desuden, at bilen er sænket 55 mm og at der er monteret rødt bur. Vi holder meget af det italienske svar på en Mini, og smiler allerede ved tanken om en tur på en kurvet landevej. Find den her på dba.dk til kun kr. 49.900,-

rallyklar-opel-ascona-b-fra-1981
Banebil, BudgetKlassiker, Tysk

Rallyklar Opel Ascona B fra 1981

15. Oktober 2014

Engang sad alle drenge trofast foran billedrørs-fjernsynet, når der blev kørt World Rally Championship. Specielt ”Gruppe B” var ekstremt, og mange husker derfor da Walter Röhrl i 1982 vandt i sin baghjulstrukne Ascona 400. Da originalen med de firkantede skærme ikke er til at komme i nærheden af, er denne Ascona B et godt bud. Den fremstår fuldt ombygget, med skarp knast, bur, h-seler, dobbelte webere, 100% spær, ligeskåret gearkasse og meget mere. Motoren skulle yde 158hk, hvilket er 14hk mere end gadeversionen af den legendariske 400. Ejeren nævner, at der medfølger homologeringsattest og rallyvognbog, men at bilen samtidigt er nysynet til gadebrug. Vi synes man får rigtigt meget for pengene her – og så må den endda selv køre til og fra banen. Find den her på bilgalleri.dk til kun kr. 45.900,-

nysynet-alfetta-2000-gtv-fra-1977
BudgetKlassiker, Italiensk, På plader

Nysynet Alfetta 2000 GTV fra 1977

7. Oktober 2014

Første generation af GTV er tegnet af Bertone, og er baseret på platformen af den baghjulstrukne sedan Alfetta. Denne GTV 2000 er fra før det store facelift, og var på det tidspunkt den stærkeste udgave i serien. Ejeren, der i øvrigt er Alfa-entusiast, nævner at bilen fremstår flot, nysynet og meget velkørende. De afmonterede kofangere og beslag medfølger. Der er et lille hul i udstødningen, til gengæld er den lækre, lysebrune velour-kabine helt fejlfri. Vi synes GTV’en er en skøn sportscoupe, og til den pris er den en sand BudgetKlassiker, der kun kan blive mere værd. Find den her på veteranposten.dk til kun kr. 35.000,-

original-toyota-celica-supra-fra-1985
BudgetKlassiker, Japansk, På plader, Under 25.000 kr.

Original Toyota Celica Supra fra 1985

28. Juli 2014

Efterhånden er der ikke mange tilbage af den første Supra. Når der så dukker en op, der er så original og billig som denne, skal man nok handle hurtigt. Dette eksemplar er fra 1985, og har et par bobler i den sølvfarvede lak. Desuden skal den synes før der kan komme plader på – men det skulle være en smal sag ifølge ejeren. Den solide 2,8-liters rækkemotor yder 170 HK og er simpel at reparere på. Selvom Toyota’en har en aggressiv fremtoning, er den med sit automatgear perfekt til crusing. De originale fælge, klaplygterne og ikke mindst den digitale instrumentering fuldender oplevelsen . Vi tror at netop den model vil stige i pris de kommende år, og håber der er en der vil bevare denne budgetklassiker i original stand. Find den her på dba.dk for sølle 15.000,-

low-mercedes-benz-200e-fra-1977
BudgetKlassiker, På plader, Tysk

Low Mercedes Benz 200e fra 1977

25. Juli 2014

Hvis du er på jagt efter en oldschool cruser med den rigtige patina, er denne nysynede W123 noget for dig. Den fremstår sænket og med whitewalls, og motoren er den solide firecylindrede 2,0 benzin. Ejeren siger den lige har fået lavet bremser og at den kører godt. Vi synes det er god stil, og det ratbetjente automatgear er lige prikken over i’et. Find den her på Bilgalleri.dk til 49.900,-