Emne

Urørt

uspoleret-simca-1100-fra-1978
BudgetKlassiker, Fransk, På plader

Uspoleret Simca 1100 fra 1978

11. april 2016

Den første franske supermini. Sådan blev Simca 1100 kaldt, da den så dagens lys i 1967. Modellen var en kæmpe succes, og den blev produceret i over 17 år. På trods af den beskedne størrelse var den lille hatchback yderst rummelig og havde, som en af de første på markedet, også nedfældeligt bagsæde. Desværre var kvaliteten tvivlsom, og mange ejere måtte finde sig i en øredøvende skramlen fra ventilerne, inden deres bil var rustet op på rekordtid. Derfor er det en sjælden bil i Danmark i dag. Særligt så velholdt et eksemplar som denne. Bilen her fremstår nysynet og helt uspoleret – selv stænklapperne er der endnu. Vi husker tydeligt den lille Simca fra barndommen, og håber at der er en frankofil bilentusiast, der vil bevare denne sjove mini for eftertiden. Find den her på veteranposten.dk til kun kr. 49.900,-

uroert-vw-passat-16-fra-1976
BudgetKlassiker, På plader, Tysk

Urørt VW Passat 1,6 fra 1976

17. Februar 2015

Den første generation af Passat var baseret på Audi 80, og markerede et skifte for Volkswagen. Modellen var meget moderne ved lanceringen, og var den første forhjulstrukne VW med vandkølet motor. Efterhånden er den en sjældenhed, ikke mindst i så original stand som denne. Ejeren nævner, at den er velholdt og at den kører som ny. Bilen har med sine to ejere efter sigende kun gået 39.000 km. Den fremtræder i en tidstypisk farvekombination med grøn lak og brun/orange kabine. Vi synes denne Passat er meget urørt og flot til prisen, og håber at næste ejer fortsat holder den original. Find den her på guloggratis.dk til kun kr. 39.500,-

en-ejers-saab-99-fra-1973
BudgetKlassiker, På plader, Svensk, Under 25.000 kr.

En-ejers Saab 99 fra 1973

9. november 2014

Da Saab 99 debuterede i 1968, talte datidens reklamefolk  om ægte svensk kvalitet og sikkerhed, udviklet i samarbejde med Saabs flyfabrikker. Det tiltrak et stort intellektuelt publikum, og man så ofte arkitekter, gymnasielærere og journalister køre rundt i den solide vogn.  I dag er de tidlige Saab 99 et mere sjældent syn, ikke mindst hvis den som her skal fremstå original. Bilen er en-ejers med sorte nummerplader, og har altid kørt på Bornholm. Ejeren siger at der er næsten 8 år til syn, og at bilen er i fin stand, men ikke helt perfekt. Vi synes det er en herlig Saab – og med den fine historie virker denne 99’er som et godt køb. Find den her på dba.dk til kun kr. 16.500,-