Emne

Tysk

original-ford-taunus-20-v6-fra-1973
BudgetKlassiker, På plader, Tysk

Original Ford Taunus 2,0 V6 fra 1973

24. Marts 2015

Da den nye serie af Ford Taunus blev lanceret i 1970, var det med et ektravagant scoop på motorhjelmen. Det blev dikteret lodret af Semon Knudsen, President for Ford Motor Company, og siden har modellen haft kælenavnet “Knudsen”. I dag er originale udgaver af den baghjulstrukne TC1 sjældne, og særligt dem med den vellydende V6 er eftertragtede. Denne 2,0 V6 er en af de sidste inden faceliftet i september 1973, hvor det fine, skrå instrumentbord og de runde forlygter forsvandt. Den fremstår i den helt rigtige farvekombination, og er fantastisk urørt – radioen med den gamle mono-højtaler, de karakteristiske hjulkapsler, instruktionsbogen samt en fastmonteret brandslukker fra 1973 er der endnu. Ejeren nævner at bilen har et hul i siden af førersædet, der nemt kan laves, og at lakken er godt patineret. Til gengæld er der netop skiftet køler, olie og tændrør og der er næsten 7 år til syn. Vi synes denne “Knudsen” er virkelig god stil – vil du køre patineret de næste mange år – eller bruge den som et sjældent godt udgangspunkt for en renovering? Find den her på viaretro.dk til kun kr. 28.000,-

uroert-vw-passat-16-fra-1976
BudgetKlassiker, På plader, Tysk

Urørt VW Passat 1,6 fra 1976

17. Februar 2015

Den første generation af Passat var baseret på Audi 80, og markerede et skifte for Volkswagen. Modellen var meget moderne ved lanceringen, og var den første forhjulstrukne VW med vandkølet motor. Efterhånden er den en sjældenhed, ikke mindst i så original stand som denne. Ejeren nævner, at den er velholdt og at den kører som ny. Bilen har med sine to ejere efter sigende kun gået 39.000 km. Den fremtræder i en tidstypisk farvekombination med grøn lak og brun/orange kabine. Vi synes denne Passat er meget urørt og flot til prisen, og håber at næste ejer fortsat holder den original. Find den her på guloggratis.dk til kun kr. 39.500,-

velholdt-porsche-924-targa-fra-1985
BudgetKlassiker, På plader, Tysk

Velholdt Porsche 924 Targa fra 1985

4. Januar 2015

Da den helgalvaniserede 924 blev lanceret i 1976, mente mange at det ikke var en rigtig Porsche – men det var fordi de ikke havde kørt i den. Bilen havde godt nok motoren fra en Audi 100 placeret foran, og resten af teknikken var primært også baseret på dele fra VW og Audi. Men den solide motor var modificeret med bl.a. mekanisk indsprøjtning og ydede nu 125 HK, så bilen accelererede fra 0-100 km/t på 9,9 sekunder. Samtidigt havde ingeniørerne placeret gearkassen bag bagakslen, hvilket gav den en så perfekt vægtfordeling og handling, at hækmotoriserede Porsche-modeller burde være misundelige. Ejeren af denne sorte Targa nævner at den kører godt og er nysynet. Vi synes det er rigtigt meget Porsche for pengene, og kan ikke tro andet end at den stiger i værdi de kommende år. Find den her på dba.dk for kun kr. 31.000,-

saenket-vw-1600-tl-fastback-fra-1972
BudgetKlassiker, På plader, Tysk

Sænket VW 1600 TL Fastback fra 1972

19. december 2014

I 1961 blev Type 3 lanceret via dyre TV-reklamer, hvor Dustin Hoffman forklarede om bilens fortræffeligheder. Den var ment som et større alternativ til Boblen, og blev først afløst i 1973 af den mere konventionelle Passat. Denne Fastback-udgave er fra 1972, på originale sorte plader og med den store 1,6 liters luftkølede hækmotor. Ejeren nævner at den først skal synes i 2020, og at der medfølger en masse dele, bl.a. den originale forklap og en tagbagagebærer. Vi synes at en Type 3 er god stil – ikke mindst når den som her fremstår sænket og med Porsche-fælge. Find den her på dba.dk til kun kr. 35.000,-

velkoerende-bmw-633635csi-fra-1976
BudgetKlassiker, På plader, Tysk

Velkørende BMW 633/635CSI fra 1976

27. Oktober 2014

Mange har haft den hurtige CSI stående højt på ønskesedlen, siden den blev introduceret tilbage i 1976. Designet på E24 var faktisk så vellykket,  at modellen med den karakteristiske Sharknose og det klassiske Hofmeister-knæk var i produktion helt indtil 1988. I dag er brugtpriserne på den eftertragtede sportscoupe høje, men endelig dukker der en op her, der er patineret nok til at blive prissat som en ægte BudgetKlassiker. Ejeren nævner, at bilen er virkelig velkørende, men at der bl.a. er nogle bobler i den matte lak. Desuden trænger kabinen til en omgang læderfedt. BMW’en er synet og godkendt med den ombyttede 3,5 liters motor med 211 hk, og er som en af de få E24’ere født med en sportslig, manuel gearkasse. Samtidigt er den fra den første årgang, så den kan endda køres med billig veteranforsikring, nedsat vægtafgift og syn kun hver 8. år. Vi synes det her er noget af det ypperligste fra BMW, og ville straks rulle den rammeløse siderude ned, så vi rigtigt kunne nyde lyden fra den store sekscylindrede motor. Find den her på guloggratis.dk til kun kr. 49.900,-

rallyklar-opel-ascona-b-fra-1981
Banebil, BudgetKlassiker, Tysk

Rallyklar Opel Ascona B fra 1981

15. Oktober 2014

Engang sad alle drenge trofast foran billedrørs-fjernsynet, når der blev kørt World Rally Championship. Specielt ”Gruppe B” var ekstremt, og mange husker derfor da Walter Röhrl i 1982 vandt i sin baghjulstrukne Ascona 400. Da originalen med de firkantede skærme ikke er til at komme i nærheden af, er denne Ascona B et godt bud. Den fremstår fuldt ombygget, med skarp knast, bur, h-seler, dobbelte webere, 100% spær, ligeskåret gearkasse og meget mere. Motoren skulle yde 158hk, hvilket er 14hk mere end gadeversionen af den legendariske 400. Ejeren nævner, at der medfølger homologeringsattest og rallyvognbog, men at bilen samtidigt er nysynet til gadebrug. Vi synes man får rigtigt meget for pengene her – og så må den endda selv køre til og fra banen. Find den her på bilgalleri.dk til kun kr. 45.900,-

sekscylindret-bmw-525-fra-1977
BudgetKlassiker, På plader, Tysk

Sekscylindret BMW 525 fra 1977

2. Oktober 2014

BMW’s afløser for ”Neu Klasse” fik modelkoden E12, og var tiltænkt som en direkte konkurrent til Mercedes W114. Designet ligger tæt op af efterfølgeren BMW E28, der kom i 1981, og det er formentligt medvirkende til at modellen stadig fremstår skarpt i dag. Når den som her har 150 HK og manuel gearkasse, er der garanti for køreglæde. Ejeren nævner at den er synet i 2013, og at de eftermonterede alufælge fra Alpina følger med. Vi har længe haft et godt øje til E12, og bliver aldrig træt af kromdetaljerne og lyden fra den lækre, sekscylindrede M30-motor. Find den her på bilgalleri.dk til kun kr. 32.000,-

praktisk-ford-granada-st-car-fra-1976
BudgetKlassiker, På plader, Tysk, Under 25.000 kr.

Praktisk Ford Granada St. Car fra 1976

19. september 2014

Det her er et virkelig godt bud på en BudgetKlassiker, hvor alle kan være med. Den store Granada var et af de absolutte flagskibe på Fords modelprogram i midten af halvfjerdserne. At den som her fremstår som stationcar med de originale krom-hjulkapsler og til en skarp pris, gør bare valget endnu nemmere. Udover at være en skøn cruiser med automatgear, er den også temmelig praktisk med bredt bagsæde og kæmpe bagagerum. Der er bobler på bl.a. motorhjelmen, men ejeren nævner at bilen først skal synes til november 2016. Den originale 2,3L motor er udskiftet med den lækre 3,0L V6 Essex med 138 HK. Vi elsker designet på de første Granada’er, og med den motor ville vi konsekvent køre med vinduet åbent, så vi rigtigt kunne nyde lyden. Find den her på guloggratis.dk til kun kr. 15.000,-

flerfarvet-vw-t2-panelvan-fra-1976
BudgetKlassiker, Tysk, Uden afgift

Flerfarvet VW T2 Panelvan fra 1976

14. september 2014

Efter nogle år med store prisstigninger på Split Screens og Early Bays, er de senere Late Bays nu også begyndt at røre på sig. Hold specielt øje med Panelvans, da der bliver færre og færre af dem – mange drømmer nemlig om en bus eller camper og skærer hul til vinduer. Denne T2 er særdeles patineret og uden afgift, til gengæld er den til at komme til for penge. Ejeren nævner,  at den koster omkring 7.000 kr. i afgift for at få de gule plader på. Den er toldsynet og skulle køre som en drøm. Vi elsker Panelvans og ville med glæde cruise rundt med alt patinaen – og måske penselmale BudgetKlassiker.dk hen af siderne. Find den her på dba.dk til kr. 45.000,-

aegte-ford-escort-rs2000-fra-1977
BudgetKlassiker, På plader, Tysk

Ægte Ford Escort RS2000 fra 1977

11. september 2014

I slutningen af halvfjerdserne drømte mange om en Escort RS, da de var stærkt domirende i rallysporten. Denne originale RS2000 fremstår i orange, med udbyggede Zachspeed skærme og selvfølgelig med de velkendte dobbelte forlygter. Den to-liters Pinto motor er tilmed blevet opgraderet med dobbelte Weber karburatorer og skrappere knast. Ejeren nævner at der er over fire år til syn, men at toppakningen og lidt rust i tagrenden skal fixes. Vi synes det er billigt for en ægte RS2000, og ville elske at køre Munkebjerg Hillclimb i den. Find den her på dba.dk for kun 49.999,-